søndag den 30. august 2015

Tidligt op!

Vi overlevede den første uge på job efter sommerferien og har heldigvis ikke haft de store planer i weekenden.

Faktisk er vi blevet ret go'e til at stå tidligt op (det gør vi jo også i hverdagene) og dyrke motion. Så senest kl. 8 er vi af sted.

Min kæreste cykler efterhånden hver lørdag med vores nabo og så pudser jeg løbeformen af i mens. Jeg er startet stille og roligt ud med små 3 km løb på omkring 6 minutter pr. km og så går jeg en 5-6 km bagefter.

Søndag tager vi begge løbe-tøjet på, men vi går (i stedet for at løbe) omkring 6 km på en time; min kærestes knæ er ikke lige til at løbe, men når bare vi har løbetøjet på, motiverer det til at holde et vist tempo :-)

Vi har det super godt bagefter og jeg synes også, at der er lidt mere på overskudskontoen. Tit har jeg det egentlig sådan, at når jeg dyrker regelmæssig motion, så skal der lige 10% mere til at slå mig ud både fysisk og psykisk.

onsdag den 26. august 2015

Tilbage fra sommerferie

Tilbage på jobbet igen efter 14 dages sommerferie og jeg synes nu det var lidt hårdt at komme i gang igen i mandags; men måske det bare er et tegn på at jeg har slappet af i ferien :-)

Ulempen ved at holde sen ferie (midt august) er også, at der er ved at være "fuld skrald på", når man kommer tilbage efter endt sommerferie.

Skrivebordet roder allerede på min første arbejdsdag og det har det gjort siden i mandags og det gør det nok også ugen ud.

Men udsigten fra mit skrivebord udover Banegårdspladsen fejler ikke noget, selvom vejret er lidt halvtrist her onsdag morgen.


torsdag den 6. august 2015

Glimmer fra Bit Avant


Faldt lige over et par søde halskæder fra Bit Avant i henholdsvis rosa og blå, som jeg absolut måtte eje. 

Normalt sværger jeg til Pilgrim smykker; de fås i et fornuftigt prisleje og i et væld af farver og former, og så jeg har noget, der passer til det meste af garderoben. 

Men her måtte jeg overgive mig og ud af komfortzonen. Altid sjovt at udfordre sig selv lidt og sætte lidt kulør på tilværelsen.

søndag den 2. august 2015

Weekend i det nordjyske

Puha, så blev det mandag morgen og jeg er ikke bare træt, men træt med træt på.

Vi var på familiebesøg i det nordjyske i weekenden og selve besøget var sådan set hyggeligt nok; vi var bare mega bombede, da vi satte kursen nordpå i fredags og var nok mere til at have smidt os på sofaen. Anyway - vi fik kæmpet os derop og hvad en sjov fredag aften med min far, hans veninde, min bror og svigerinde og vores 3 nevøer.

Fedt at de der der 3 nevøer på 15, 18 og 20 år stadig gider se deres onkel og faster :-) og at de, når de hører vi beærer regionen med et besøg og har meldt vores ankomst ved deres farfar giver udtryk for, at "farfar vi skal da også lige se Mads og Louise, når de kommer her i weekenden". Så alle de der timer på gulvet med lego klodser sammen med drengene gennem årene betalte sig så åbenbart :-)


Ellers gik turen til Aalborg lørdag eftermiddag til Tall Ship Race; en slags sommer-regatta for smukke store gamle sejlskibe hvert år og ca hver 4-5. år anløber skibene en dansk havn.

Der var ca 100 skibe langs kajen i Aalborg og flere af dem kan man faktisk komme om bord på. Skibene ligger så i Aalborg 4 dage inden de sejler videre til næste by. Skibene er et stort trækplaster og der var tusindvis af mennesker, da vi var forbi. En flot og imponerende oplevelse at gå rundt på havnen og beundre de smukke skibe, selvom vi skulle kante os rundt.


Søndag eftermiddag var vi forbi det lokale fiskerleje, Thorup Strand, som er blevet verdensberømt i hele DK efter at "Gutter med kutter" serien blev vist på TV2. En stille sommerregn gjorde oplevelsen med at stå på stranden og kigge ud på havet knap så smuk, men fedt at de 4 lokale fiskere, der er med i tv-serien holder begge ben på jorden og bare er som de er, selvom de har et tv kamera "i røven".

Og Thorup Strand er i den grad kommet på landkortet og faktisk var der pænt med besøgende i deres fiskebutik søndag formiddag.

Her indfangede (læs: indkøbte) vi fisk til aftensmad. Vi blev dog enige om at gemme de fine store rødspætte til mandag aften, hvor vi vil fejre at første arbejdsdag i den sidste uge inden ferien truer er overstået.

Så nu står den på stegte rødspætter, gulerodssalat og nye kartofler hjemme hos os i aften.