Kulturaften i Odense

Sidste fredag var min kæreste og jeg til kulturaften i Odense - det er altid den første fredag i oktober, hvor en masse af byens museer, institutioner, kirker og andre attraktioner byder indenfor. Og så handler det ellers bare om at vælge et par ting ud.

Sidste år var vi f.eks nede i Retten i Odense og overvære en (godt nok fiktiv) retssag; vi har også besøgt en del af byens museer og nogen gange er det også bare fedt og gå rundt og "opleve" byen. Vejret var godt i år - tørvejr og ikke for koldt; til gengæld var vi lidt bombede, så derfor blev det ikke til den helt store by-tur for os. 

Vi var lige forbi Brandts, hvor en af vores rigtig go'e venner bestyrer museumsbutikken og derefter gik turen til Odense Domkirke, hvor Struer Brass Band spillede forsk. klassiske musik stykker. Domkirken er vi begge vilde med og det var en meget meditiativ oplevelse at høre den smukke musik i det fantastisk smukke rum som Domkirken jo i virkeligheden er. Og selvom kirkesæderne ikke indbyder til at slå sig ned i længere tid, så var det helt vidunderligt at sidde og lytte til musikken og glemme alt om tid og sted.

Hver fredag er der det der hedder "Natkirke" i Domkirken; ind i mellem kan vi godt finde på at gå forbi og sidde 10-15 minutter og lytte til den musik, der spilles. Det kan være harpe, violin eller andet, men altid smuk klassisk musik, der indbyder til eftertanke og ro. 
Min kæreste og jeg har så også den tradition, at vi efter et besøg i natkirken, gerne slutter af med en månedens øl på Bryggeriet Flakhaven. Så mer' hellge er vi altså heller ikke :-)

Du kan læse mere om natkirke i Domkirken på http://odense-domkirke.dk/page/294/natkirken

Besøg på TV2 Fyn

Torsdag aften var vi på rundvisning på TV2 Fyn, hvor receptionisten Marianne, som jeg også kender fra min netværksgruppe, viste os rundt. 

Jeg synes altid det er spændende at komme på virksomhedsbesøg, så da min kærestes fagforening havde en rundvisning på TV2 Fyn på programmet var det bare om at slå til.

Interessant at komme "behind the camera" og se hvor mange knapper, der skal trykkes på og hvor mange lamper, der hænger i loftet, mens f.eks. TV2 Fyns nyhedsudsendelse kl. 19.30 sendes. Vi så deres bil-park og der er godt nok meget isenkram i de biler og det gør det muligt for dem at redigere, mens de kører i bilen.

Vi fik desuden hilst på en af værterne, Thomas Mengers Karstensen, da han var færdig med nyhedsudsendelse. Han var oplagt og fortalte noget om hvordan det er at være tv-vært og noget om at have is i maven til at kunne håndtere alle mulige og ikke mindst umulige situationer, hvis teknikken driller eller hvis politikeren slet ikke svarer på det han bliver spurgt om.

Så jeg tror vi kommer til at se TV2 Fyn nyhederne lidt andre øjne, nu efter at have været på besøg på Olfert Fischers vej.

Køkkentjansen

Jeg har en fantastisk kæreste, der elsker at lave mad, så det er sjældent jeg er i køkkenet - en gang i mellem hjælper jeg med at snitte lidt grøntsager - men det er som regel det.

Lige i øjeblikket har min kæreste ret lange arbejdsdage, så'en omkring 12 timer, så nu er jeg i gang med at genopfriske mine køkkentalenter.

I går stod den på spaghetti bolognaise - en af vores ynglingsretter - og som du kan se af billederne forsøger vi os at gøre den sund med masser af grøntsager: gulerødder, løg og champignon. Og hvad man ikke kan se af billederne, hjemmedyrkede krydderier fra terrassen. 

Vi er dog ikke kommet dertil endnu at vi har udskiftet spaghettien med squash strimler, men måske det kommer en dag :-) 

Men der var ros fra den normale chef kok!

Drømmeholds-fredags-grublerier

Fredag er drømmeholds-dag - jeg elsker fodbold som i elsker fodbold og har spillet med i Ekstrabladets online fodbold turnering de sidste 5-6 år. Og indtil sidste år var det sammen med nogle kolleger, hvor vi satte hvert vores hold.

Udover håne-retten var det sådan, at man betalte et beløb afhængig af hvordan ens fiktive hold havde klaret sig. Den var i virkeligheden bare en sjovere måde at skrabe nogen penge sammen på og så gik vi ud og spiste for det indsamlede beløb hvert halve år. En skæg måde at have lidt kollegial fællesskab på.

Og selvom kollegaholdet gik i sig selv sidste år, fordi vi qua organisations ændringer blev flyttet rundt i koncernen, har jeg fortsat med at spille med i Drømmeholdet - p.t. med mig selv. Men jeg har det nu meget sjovt med at skifte ud på holdet, vurdere hvem, der slår hvem og alt det der.

Så tror måske nok min kæreste nogen gange er lidt træt af mig om fredagen, når jeg sidder derhjemme med computeren om eftermiddagen, vurderer for og i mod og grubler over hvilke spillere, der nu evt. skal skiftes ud.

Og det hele skal selvfølgelig foregå i sidste øjeblik, så jeg får alle karentæner, skader m.v. med, så inden længe sidder jeg derhjemme og brummer ved pc'en.

Let the show begin :-)

Begravelse

Lørdag var jeg til begravelse ved min onkel; han blev 77 år; havde været syg et par år - ret slemt med "kol", så selvom det altid er trist, når et menneske dør, så er der altså også nogen gange, hvor man med rette kan sige, at den døde har fået fred.

Og det er faktisk helt legalt i min verden at se det på den måde. Der er jo også nogen pårørende, der skal leve videre og det kan være ret hårdt at se på et familiemedlem, der har det rigtig skidt.

Det ændrer så ikke ved, at det - synes jeg - selvfølgelig er trist, når personen dør. Og det er altid trist at deltage i en begravelse og jeg tror, at uanset om jeg kender vedkommende eller ej, så vil hele stemningen til en begravelse påvirke mig. Fordi det at deltage i en begravelse både er et farvel til den døde person, men også noget med, at det "åbner" en "dør" til et eller andet, der tidligere er sket i mit liv og som jeg måske ikke helt fik forholdt mig til på det tidspunkt. Så selvom jeg bliver berørt, er det ikke altid jeg kan finde frem til hvad årsagen så er til at jeg bliver rørt. Men det jeg har lært er det at det med grunden ikke er så vigtigt - det vigtigste er faktisk at tillade sig selv at blive rørt eller påvirket af noget.

Jeg er født og opdraget til at det der med at være ked af noget, det er jeg ikke - næh "det er et af de slag livet gi'r", "man bider tænderne sammen og så kommer man videre" eller også snakker vi bare om noget andet.

Men heldigvis er jeg er i gang med at blive mønsterbryder og lære at acceptere, at det er ok at blive ked af det og det er ok at græde en gang i mellem; at det ikke er pinligt, men kan være en sund proces, der renser ud i systemet. Det er en lang og svær proces med min bagage og opdragelse, men jeg er på vej...

Nine eleven

Fredag var det "nine eleven" - 11. september og selvom det er 14 år siden 2 flyvemaskiner blev tvunget til at flyve ind i World Trade Center tårnene i New York og efterfølgende styrtede sammen, er 11. september stadig for mig en dag, der bør markeres. Memorial day som dagen kaldes i USA.Det var et angreb på hele den vestlige verden; fysisk rettet mod USA men som i min opfattelse et angreb på alle os, der vil frihed og demokrati. 

Så derfor mindes jeg også d. 11. september - både med eftertænksomhed og med lys i vinduerne - ganske som jeg også har d. 4. maj, hvor vi fejrer den danske befrielse! 

Jeg tænker på de 343 politimænd og kvinder og brandfolk, der mistede livet for at prøve at redde andre. De gik op i tårnene for at redde folk ud - velvidende at de ikke selv kom ned igen!

De første år efter 11. september 2001 holdt jeg faktisk fri på d. 11. september, hvis det var en hverdag og fulgte alle udsendelser på danske og udenlandske tv kanaler. 

I 2006 var min kæreste og jeg i USA og d. 11. september var vi selvfølgelig i New York - på 5 års dagen for sammenstyrtningen. Vi kunne ikke komme helt ned på Ground Zero området - det var selvfølgelig kun de pårørende, men vi kunne høre navnene på de dræbte blive læst op. Men det var en smuk og rørende oplevelse at gå rundt i New York i de forskellige precincts, hvor de lokale brand- og politistationer holdt deres egne mindehøjtidligheder for de dræbte, der havde tilhørt deres station eller stigevogn.

Selvom der var mange mindehøjtidligheder rundt omkring var det faktisk også godt at opleve at New York og dens indbyggere også var på vej videre, for der blev også spillet musik i mange af parkerne og vi kunne mærke at dagen blev brugt til eftertænksomhed, men også til at se fremad. 

Det er godt at mindes, men det er også godt at kunne se fremad, når den første sorg har "lagt sig".

Og Mads og jeg skal selvfølgelig til New York igen på et tidspunkt - på en 11. september og se "Freedom Tower".

Lidt for kraftig duft af lavendler!

Fik en lidt øv start på min mandag morgen......For at falde til ro søndag aften havde jeg hældt lidt lavendel olie på min hovedpude - åbenbart lidt rigeligt skulle det vise sig mandag morgen, for nu har jeg ikke verdens bedst lugtesans; men det har min kæreste, så han var ikke helt tilfreds, for nu at sige det pænt, da jeg vågnede mandag morgen. 

 "Kæft, det stinker af lavendel i hele lejligheden" proklamerede han og så måtte jeg jo pænt undskylde. Nå, men så var mandag morgen jo lige som begyndt - jeg fik kæmpet mig gennem de sædvanlige morgenritualer og kører med elevatoren ned i kælderen for at hente min cykel. 

Er lige kommet op af kælderen og ca 100 meter, da jeg kommer i tanke om, at jeg ikke har fået ur, halskæde, øreringe m.v. på. Tilbage igen, trappen op til 2. sal, ifører mig juvelerne og ned på cyklen igen - for så at konstatere at jeg har mit medarbejderkort.

Kortet, der sikrer mig indgang i vores firmabygning, ligger oppe i min anden taske i lejligheden. Endnu en tur op ad trapperne til 2. sal for at hente medarbejderkortet og så endelig kan jeg sætte mig på cyklen.

En mandag dømt til at blive træls med den start, hvis ikke det var fordi min kære coach har lært mig nogen tricks med at trække vejret dybt, være i nuet og lige få lidt ro på. Det der med at mærke vinden i ansigtet, når jeg cykler på arbejde, sænke skulderne o.s.v.

Så selv med den start på min mandag morgen endte dagen faktisk med at blive rigtig go'.